Et fængsel tegnet til adskillelse

En plan med et tydeligt centrum

Se først på tegningen som en helhed. Fløjene samler sig omkring en midte, mens små rum gentager sig langs gangene. Derefter kan man zoome ind på gentagelsen: dør, celle, dør, celle. Det er forskellen mellem en bygning betragtet udefra og et system betragtet ovenfra.

Arkitekten N.S. Nebelong tegnede fængslet med inspiration fra Pennsylvania-modellen. Anlægget blev taget i brug i 1859. Bygningsformen gjorde det muligt at overskue fløjenes gange fra et centralt punkt. En grundplan alene dokumenterer dog ikke, hvad en betjent kunne se inde i hver enkelt celle.

To forskellige bud på forbedring

Rigsarkivets kildepakke beskriver to konkurrerende modeller i 1800-tallet. Philadelphia-systemet byggede på isolation både dag og nat. Auburn-systemet kombinerede natlig isolation med fælles arbejde i tavshed.

I Danmark blev begge modeller en del af reformen af fængselsvæsenet i 1842. Forbedringshuset i Vridsløselille og tugthuset i Horsens blev opført med forskellige systemer som forbillede. Det er derfor nyttigt at læse deres arkitektur sammen, frem for at forestille sig én fælles model for alle datidens fængsler.

Læs tegningen med tre spørgsmål

Hvor går bevægelsen hen? Find forbindelsen mellem indgangen, midten og de lange fløje. Forestil dig derefter den rute, en person skulle følge fra et punkt til et andet. Hvilke passager skulle vedkommende igennem?

Hvilke rum gentages? De mange ens celler adskiller sig visuelt fra de større, fælles rum. Det gør tegningen velegnet til at undersøge forholdet mellem individ og institution, også uden at kende hvert enkelt rums funktion.

Hvad kan tegningen ikke fortælle? Lyde, lugte, kulde, ventetid og menneskers oplevelse er fraværende på papiret. En arkitekturhistorie bliver mere præcis, når man læser grundplanen sammen med andre kilder.

Åbn hele grundplanen fra 1859, eller fortsæt til sporene efter fængselslivet.